Bryllup

Så har jeg været til nigeriansk bryllup, og det må siges at være en meget meget speciel oplevelse.

Vi blev inviteret af bruden, Safratu. Hun har selv været i Danmark som volontør. Hendes danske veninde havde sagte til hende, at når tiden kom og hun skulle giftes, skulle hun sørge for at invitere de danske volontører som måtte være i hendes område med. Vi var så de heldige volontører, der var i området da tiden oprandt og Safratu skulle giftes.

Vi inviterede Safratu på aftensmad, så vi kunne høre lidt om hvordan et nigeriansk bryllup forløber og hun kunne få lov til at smage dansk mad igen. Hun fortalte, at der sagtens kan dukke 800 gæster op til brylluppet. Her er bryllup nemlig ikke bare for få udvalgte, men ja for stort set alle der har lyst at deltage. Vi gjorde alle meget store øjne, da hun fortalte dette – ”Det må det koste en hel bondegård at holde fest for så mange!” Og nigerianske bryllupper er da også en af de større udgiftsposter. Safratu regnede med at hun skulle bruge omkring 500.000 Naira på sit bryllup, mens hendes mand vil komme til at spendere omkring 700.000 Naira. Det skal så lige siges, at denne pris inkludere et hus med der til hørende interiør. Hvis man omregner dette til danske kroner bliver prisen for et bryllup med 800 gæster og et hus omkring 50.000 kroner, hvilket jo ikke er synderligt mange penge for hus og kæmpe bryllup.

Den aften fortalte Safratu også, at vi skulle være brudepiger til hendes bryllup, hvilket vi alle var meget forbløffet og beæret over. Så den aften blev der også taget mål til nogle helt specielle brudepigekjoler – vi skulle jo matche hendes nigerianske brudepiger. Til nigerianske bryllupper er der en dresscode eller det vil sige, der er en ”Colour of the day”, og ”Colour of the day” til dette bryllup var armygrøn og guld, hvilket i sig selv er en meget interessant farvekombination. Så vi var alle meget spændte på at se vores kjoler. Og hvilket syn der mødte os, da vi fik kjolerne! Den smukkeste kjole i råhvid chiffon med armygrønne striber over brystet – altså en kjole, der mest af alt minder om en marengskage med lidt grønt pynt på toppen. Og endnu bedre skulle det blive, da jeg fik den på – jeg lignede en sæk kartofler! Nå heldigvis var jeg ikke den eneste, der havde problemer med min marengs. De fleste af kjolerne var for korte efter nigeriansk forhold. For at være anstændigt klædt i Nigeria skal skuldre og knæ være dækket. Så til skrædder for at få syet ekstra længde i alle kjole, og få syet min kjole en smule til.

Så oprandt den store dag, og vi skulle i vores flotte marengskager. Min var så blevet gulv lang efter det ekstra stykke var kommet i, og alt for stram. Så af sted til bryllup i det flotteste skrud af en kjole, jeg næste ikke kunne bevæge mig i. Af sted kom jeg da.

Da vi ankom til kirken skulle vi line op skiftevis sort og hvid, og så dansede vi ellers ind i kirken efterfulgt af bruden i en fantastisk hvid brudekjole (kjolen syntes bare dobbelt så hvidere på en sort). Udover Safratu og hendes kommende mand var der også to andre brudepar, der skulle vies den dag. Og aldrig har jeg da været med til en så upersonlig vielse. Under velsignelsen velsignede præsten hele rækken hen, og på den måde kom han til at velsigne Safratu med en af de andre brudgomme. Mest af alt syntes det som en vielse, der bare skulle overstås hurtigst muligt. Men viet blev alle tre par da.

I kirke fik vi udleveret et lommetørklæde. Lommetørklædet var ikke beregnet til at tørre tåre væk, hvis man nu skulle fælde sådan en, nej det var til at tørre sved væk. Det synes jeg var meget sjovt.

Efter vielsen skulle brudeparret fotograferes med gud og hver mand, og jeg ved ikke hvor mange af de flere tusinde billeder, der blev taget vi skulle være med på. I Nigeria er det meget prestigefyldt at have hvide mennesker med til sit bryllup. Så at vi var med til deres bryllup var noget, som skulle foreviges, og helst mange gange. Folk skulle jo nødigt glemme, at de havde haft hvid med til deres bryllup.

Efter den lange fotosession kunne festivitassen fortsætte i et lokale, som var perfekt til bryllup – et stort lokale med en scene og tribuner.  Efter endnu en fotosession dansede vi ind i procession og blev placeret til højbords. Efter alle gæsterne havde fået placeret sig ved de få border der var og ellers fået sat sig godt til rette på tribunerne, skulle ALLE gæsterne præsenteres. Der var heldigvis ikke de 800 gæster hun havde snakket om, men der var alligevel omkring 300 gæster. Så I kan nok forstille jer at dette tog et stykke tid.

 Så var tiden kommet hvor bryllupskagen skulle skæres. Vældig flot så kagen ud, og selvfølgelig i ”Colour of the day” armygrøn og guld. Flot så den ud, men smagen ja – en meget tør og fed kage, og langt fra som vor mor laver den.

Nu kunne dansen så begynde, og jeg fristes næsten til at sig ”og de dansede til den lyse morgen”. Så galt var det dog ikke, men de dansede i flere timer. Mens brudeparret dansede oppe på scenen kom gæsterne op på skift for at danse med dem, imens alle gæsterne dansede rundt om brudeparret smed de penge efter brudeparret – en form for lykønskning og ønsket om, at de måtte få et rigt liv. Det skal lige siges, at der i Nigeria ingen mønter er, så ingen kom til skade under dansen. Under dansene fik alle gæster serveret ris med kylling, hvilket lyder lækkert. Jeg ved ikke hvad det er nigerianerne gør, men de formår at lave deres mad uspiselig stærk. Så det blev ikke til meget ris og kylling til mig.

Efter alle gæsterne havde fået kastet alle deres penge efter brudeparret skulle gaverne så  gives til brudeparret. Efter man havde givet dem sine gave fik man som tak en lille plakat af brudeparret, som nu smukt pryder vores væg i vort lille hjem. Og dette var enden på vores deltagelse i dette bryllup.

Det var rigtig sjovt at være med til nigeriansk bryllup og jeg er rigtig glad for at jeg fik den oplevelse med. Men når det er sagt skal man lede længe efter noget, der er så kedeligt og upersonligt som et nigeriansk bryllup – i hvert fald efter min mening J

Tur til hovedkvarteret

Så er der dobbelt op på blogindlæg i dag – det nigerianske internet kan man ikke altid regne med.
Weekenden, den 22. og 23. oktober, tilbragte vi på Benue River og i Numan på besøg hos LCCN’s hovedkvarter.
Weekenden startede ud med en fredag, hvor vi kunne sove længe – helt til klokken 8! Klokken 9 kom vores chauffør og samlede os op, og så gik turen ellers mod Benue River. Efter en halv times kørsel ankom vi til floden. Langs flodbredden var mænd og kvinder i gang med at vaske tøj, mænd og børn fiskede og badede, og flodvandet, de havde alle deres gøremål i, var rigtig grumset, uklart og havde en gul mudret farve. Mens jeg stod og kiggede på alle deres gøremål kunne jeg ikke lade være med at tænke på alle de bakterier, og syntes at de var mere beskidte, når de var færdig med at bade, end de var da de gik i vandet.
Vi bevægede os ned mod vores kano over kæmpe sten fyldt med vasketøj, som skulle ligge og tørre i solen. Båden eller kanoen vi skulle ud med var udstyret med en lille kande, så vi kunne skovle det vand ud, som kom ind af nogle huller i båden. Det var meget betryggende at vide, når man skulle ud at sejle på en flod med stærk strøm og med mulig forekomst af flodheste. Vi fik os alle placeret i båden sammen med vores 2 chauffører og 2 bådfører – 12 personer i en og samme kano. Nu var vi nogle, som havde troet, at vi skulle ud på en rigtig idyllisk tur, hvor vi ville blive roet op ad floden, men nej. Vores lille kano var udstyret med en dejlig motor, som larmede helt vildt, hvilket tog lidt af idylliske aspekt væk fra vores tur. Men vi havde stadig den flotte natur op langs flodens bredder, samtidig med vi så alt det liv, der var langs floden. Efter halvanden times sejlads var vi færdige. Vi kørte tilbage til Mbamba, hvor vi spiste frokost sammen og havde vores ugentlige møde med Mette og Alex. Her snakker vi om ugens forløb og hvad der skal ske i den kommende uge. Mette eller Alex holder en lille andagt. Efterfølgende snakker og diskutere vi dagens tema – vi får altid nogle rigtig gode diskussioner. Efter mødet tog jeg og tre andre piger på Abti – skønt med en dukkert i poolen og et dejligt varmt bad med rindende vand. Efter Abti kørte vi efter pizza til os alle 10. Vi havde aftalt at have film aften, og hvad passer bedre til en fredag aften end pizza, sodavand, film og slik?

Lørdag gik turen så mod hovedkvarteret i Numan. Her blev vi vist rundt af en fyr ved navn Silas, som er sekretær for ungdomsafdelingen i LCCN. I Numan ligger den første lutheranske kirke, en lille rund lerhytte med stråtag, hvor der ikke er plads til mere end 20 mennesker. På hovedkvarterets område ligger en håndværker skole, hvor unge mænd blive uddannet til tømre eller mekanikere. Efter at have set hovedkvarterets område gik vi ned til floden for at se det sted, hvor Niels Brønnum var ankommet den gang i 1913. Niels Brønnum var den mand, som grundlage den dansk nigerianske kirke LCCN, som i dag næste 100 år efter har omkring 5 millioner medlemmer i Nigeria. Efter at have set dette historiske sted gik vi videre for at se en missionærkirkegård. Efter at have set den vendte vi snuden mod hovedkvarterets område igen. Ærkebiskoppen for LCCN bor også på hovedkvarterets område, så her blev vi inviteret ind til et glas iskoldt vand, herligt med koldt vand i den nigerianske sol, og en lille snak. Efter vores lille besøg hos ærkebiskoppen gik vi videre på besøg hos den danske missionær Inge, som er i Nigeria for at undervise nigerianske lærer i danske pædagogik. Her fik vi kage og saft og en hyggelig sludder. Efter besøget hos Inge var det på tide at vende snuden hjem ad.
På vej hjem var den flotteste aften himmel – solen, som var på vej ned farvede skyerne og himlen helt orange og rød. Jo tættere vi kom på Yola, desto sortere blev himlen, og pludselig åbnede himlen sine sluser, og regne væltede ned. Det regnede så meget, at vi ikke kunne se mere end 2 meter frem indefra bilen. Mens vi kørte der i regnen begyndte det at lyne – det var næsten som at være på diskotek hjemme i Danmark.

Vejret i Nigeria er meget meget anderledes end det danske vejr. Da vi ankom til Nigeria var det i slutningen af regntiden. Det vil sige vi havde en meget høj luftfugtighed på omkring 90 %, temperaturer der lå på omkring 35 grader og regn nærmest hverdag. Nu er vi så på vej over i den tørreperiode. I skiftet mellem regn- og tørtid stiger temperaturen en lille smule, det vil sige vi har dage, hvor temperaturen nærmere sig 40 grader. Men heldigvis er luftfugtigheden faldet. I denne mellemperiode kommer der også nogle voldsomme regn- og tordenbyger, men det er for det meste om natten. Vi har oplevet en gang at det regne og blæste så meget, at vi havde en hel svømmepøl indenfor, og så er der jo ikke andet for end at gå i gang med gulvskrubbe og klud.
De høje temperaturer gør, at vi sveder helt vildt. I starten var det virkelig ulækkert, men vi har efterhånden vænnet os til at svede meget. Når man er i Nigeria, så sveder man bare rigtig meget.

Hverdagene på REMI

En typisk hverdag starter klokken 6.15, hvor jeg vågner til vores nabo Patience’s, REMI’s fungerende skoleleder, skønsang. At stå op på dette tidspunkt ville være kriminelt, så jeg vender mig om på den anden side og sover en lille time mere. Klokken 7 ringer vækkeuret samtidig med, at det vælter ind med børn. Efter at have fået lidt vand i hovedet står den på morgenmad. Morgenmaden består af varmhavregrød – for havregryn med vand og sukker er ikke helt det samme som havregryn med mælk. Mens vi sidder og spiser, snakker vi om hvad, der skal ske i løbet af dagen mens vi kan høre børnene er til morgensamling. Alle eleverne skal møde til morgensamling hver morgen klokken 7.30. Her synger børn og lærer morgensalmer og beder en bøn for til sidst at marchere ind i klasserne. Efter morgenmaden vaskes gryder og tallerkner af – at komme hjem til en vask fyldt med myre og andet kravl er ikke særlig rart. Efter opvasken er vi klar til dagens stunt.

Jeg starter i Special Class – og sikken en modtagelse. 13 børn, der råber ”Aunty aunty”, mens de løber imod dig for at kysse og kramme dig – det er da fantastisk. Dagen i Special Class starter altid ud med, at vi synger sanglege – og de elsker det. Når alle 13 i elever stemmer i med deres helt egen fortolkning af Boogie Woogie, Brother John eller en helt tredje sang strømmer herlige toner ud fra lokalet. Efter den lille sangtime tager vi halvdelen af klassen med ud. Vi er begyndt at dele klassen op i to – det er lidt nemmere kun at skulle koncentrere sig om 6 eller 7 elever frem for 13.
Vi er i vores stue, fordi det er det eneste lokale vi har til rådighed, hvor vi kan være alene. Indtil nu har vi lavet halskæder og armbånd med dem, som stolt blev vist frem til alle, musikinstrumenter bestående af ris i en toiletpapirsrulle lukket til med bagepapir og gaffatape – det var et sandt symfoniorkester, da vi satte i gang med at spille.
Når vi er færdig med dagens projekt er klokken ved at være 10, og vi går tilbage til klassen og spiser med eleverne. 3 af eleverne i Special Class skal have hjælp til at spise, så der kan vi også give en hjælpende hånd. Efter at have hjulpet dem med at spise kan man godt have brug for at få vasket hænder og et lille break. Så vi trækker os tilbage, får en lille snack, hænderne sprittes og vaskes efter alt savlet og de mange børnehænder, og så er vi igen klar!
Mandag og onsdag har jeg specialundervisning med Sharif. Her øver vi alfabetet, laver puslespil med tal, tegner, skriver bogstaver, perler, kikkerter af toiletruller – kun fantasien sætter grænser. Ind i mellem synes det som en umulig opgave at lære ham noget, men når han så endelig får fat i den lange ende, er det bare super fedt.
De dage, hvor jeg ikke har specialundervisning med Sharif, er jeg en tur i Playingclass. Playingclass er hvad, der svarer til en dansk vuggestue og børnehave. Børnene er i et lille lokale med borde og stole og en meget lille smule legetøj, så her gælder det om at være kreativ; lege elefanter, frøer og biler, synge og lege sanglege og tage dem med en tur på legepladsen. En anden opgave og funktion vi har i Playingclass er at vise pædagogerne, at det er okay at tage et barn op, der græder, for at trøste barnet, og at vise dem måder hvorpå du kan motivere børnene gennem leg. Her i Nigeria er det meget almindeligt bare at lade børnene græde indtil de holder op igen, og at pædagogerne bare sidder på en stol og kigge ud i rummet mens børnene bare for lov at passe sig selv. Så ved at vi viser dem, hvordan vi tackler børn, håber vi at vi kan være med til at ændre på deres måde at tackle børn på.
En gang om ugen er vi rundt i Nursery, hvad der svarer til den danske 0.-1. klasse. Rundt i de fire klasser, som er her på skolen, synger vi sanglege med dem, og hver gang vi støder på dem ude på legepladsen begynder de at synge; ”Thom finger where are you?” Det er herligt at høre og se at vores lille sangtime betyder så meget for dem 
I en af Nursery klasserne er der en dreng som kravler rundt. Jeg fik så ondt af ham, så jeg gik hen til ham for at hjælpe ham ind i klassen. Det viste sig at han faktisk godt kunne gå med en lille smule hjælp. Han mangler bare balance, så ham er vi begyndt at gå træne med – og han elsker det. Hver gang vi syntes, vi er ved at være færdige for i dag siger han ”No, I am not tiered,” og så fortsætter vi lidt endnu.
Så er klokken ved at være 12, og vi er alle blevet godt sultne, så frokosten er tiltrængt. Frokosten består som regel af rester fra aftensmaden, og hvis der ingen rester er; pasta med ketchup – en super delikat ret. Efter frokost er det tid til et lille hvil – skolen lukker klokken 13, så på dette tidspunkt er her også forholdsvis fredeligt.

Hvis dagene hedder tirsdag og torsdag fortsætter den på LCCN Yola First School, hvor jeg underviser i matematik sammen med Mette. Vi underviser i hvad der svarer til 8. og 9. klasse, og niveauet må siges at være meget anderledes end i Danmark. Mette og jeg var begge en smule nervøse for om vores matematikkundskab var tilstrækkelige til at kunne underviser dem, og så på engelsk. Men vores bekymringer blev gjort til skamme. Til vores første undervisning, havde vi lavet en test, for at finde ud af hvilket niveau de var på. Der var 15 spørgsmål, og ud af de 15 spørgsmål, havde dem, som havde flest rigtige kun 2 eller 3 rigtige. Vi var meget chokeret over deres lave niveau, samtidig med at en sten faldt fra vores hjerter – et niveau vi SAGTENS kunne være med på. Så vores undervisning er på meget lavt niveau – vi startede med plus og minus og er nu gået videre til gange. Vi havde en sjov episode med det at gange; en af eleverne skulle til tavlen for at regne et gangestykke ud. Da hun skal til at regne ud af hvad 6*9 er, sætter hun 6 streger 9 gange, for derefter at tælle dem alle. En meget langsom og besværlig regneproces, men når man ikke har lært andre metoder, hvad kan man så gøre?
Niveauet vidner lidt om undervisningsmetoderne her i Nigeria; læreren stiller sig til tavlen, skriver en hel masse op på tavlen, som han så beder eleverne om at kopiere. Tabellerne kan de sagtens, men hele systemet bag tabellerne forstår de ikke – de har bare lært tabellerne udenad.
Efter at have undervist dem i matematik, 2 lektioner af 45 minutters varighed, er vi også godt brugte og trænger til at komme hjem og smække benene op. Dette kan lade sig gøre medmindre man har maddag, for så er det bare hjem for at kunne begynde på aftensmaden, hvilket er et større projekt. Alle grønsager skal lægges i en klorblanding for at dræbe alle bakterier, tingene i ovnen skal vendes halvvejs, fordi vi har en gasovn, som kun varmer fra bunden, melet skal sigtes for alt utøj, risene skal vaskes inden brug og ALT skal laves helt fra bunden – medmindre vi selvfølgelig vælger en af vores skønne Knor-blandinger 

Mandag og onsdag er vores faste markedsdage, og her skal vi handle ind til resten af ugen, og det at handle ind er et større projekt. Hernede er der nemlig ikke bare et stort supermarked, hvor du kan gå ind og få det hele, nej her skal du rundt til mange forskellige. Godt nok har vi et par købmænd, men deres varesortiment er begrænset til dåsemad, morgenmadsprodukter, rengøringsartikler og en stor del ragelse. Så her kommer vi, når der skal handles tun, havregryn og andet godt på dåse. Herefter går turen videre på markedet efter frugt og grønt, mel, ris og sukker, og her må man rundt til flere forskellige boder. Når man så har fundet det man gerne vil have, skal man til at forhandle om prisen – ”200 Naira for these tomatoes”, ”No, 500 Naira”, That is bature price my friend!” Og sådan kører det et stykke tid indtil man er blevet enig om en pris, der som regel er tættest på den pris vi lagde ud med. Nigerianerne er af den opfattelse, at fordi vi er hvide så har vi rigtig mange penge. Så vi vil altid komme til at betale en overpris for vores varer. Men med et smil og et klap på skulderen kommer man langt hernede. Efter et par timers shopping er man også godt brugt – indkøbene der i Da mark kunne gøres på en halv time er nu gjort på 2 eller 3 timer.

Trods vores arbejdsdag kun er på 4 eller 5 timer keder vi os bestemt ikke. Der er altid noget, der skal ordnes; spandene med vand fyldes op, skrald som skal brændes, forberede undervisning, handles ind, laves mad og hvad vi nu ellers kan finde på af spændende ting og sager. Der er altid noget at gøre for en husmor, og bestemt en husmor i Nigeria.

En helt almindelig weekend i Nigeria

Lørdag den 9. oktober skulle vi ud at bestige bjerge – Three Sisters Rock. Dagen startede ud meget tidligt, så vi kunne undgå at gå i middagsheden. Da Alex og Mette kommer for at hente os i bussen siger de, at vi lige skal indenom en tankstation for at have olie på bussen. For en bus uden olie er en kaput bus. Vi kommer hen og får fyldt olie på bussen, og tror vi er klar til at køre af sted mod de tre toppe, men nej - det ene baghjul er fladt. I gang med at skifte hjulet ud med reservehjulet, som så til vores store rædsels også er fladt. På med reservehjulet, som der dog er en smule mere luft i, og hen til mekanikeren for at få fikset problemet. Endelig lykkedes det os at få gjort bussen kørerklar, dog med en forsinkelse på et par timer, men humøret intakt. Vi når frem til destinationen i højt humør og klar til at bestige lillesøsteren. Efter at have vadet rundt i mudder et godt stykke kommer vi hen til foden af bjerget, og kan begynde vores opstigning. Under vores opstigning her vi en hel hale efter af små drenge, der synes det er rigtig sjovt at følge efter os, fordi vi er hvide mennesker. Man føler sig helt som en celebrity, og får en forståelse for hvor forfærdeligt det er hele tiden at have forfølger. Da vi når et stykke op ad bjerget har vores forfølger opgivet, og vi kan klatre videre i ro og mag. Vi når frem til spisestedet og slår os ned og finder vores madpakker frem; boller, pølsebrød, en dåse tun, kiks, bananer og vand. Ovenpå den delikate frokost efterlader vi tasker for at kravle det sidste stykke. Da vi når til toppen møder et fantastisk syn os; grønne savanner med baobabtræ lige så langt øjet rækker med bjerge i baggrunden. Alt hernede er grønt og frodigt lige nu på grund af regntiden. Mens vi står på toppen kan vi se sorte skyer nærme sig i horisonten, så vi tænker, at vi hellere må se at komme ned ad inden regnen kommer. Vi når ikke at gå i mere end 10 minutter før regnen bare vælter ned over os, men lige så hurtigt som regnen kom, lige så hurtigt var det væk igen. Men vi nåede alle at blive rigtig godt gennemblødte inden vi nåede ned til bussen. Men en smule regn er ikke noget, der kan tage humøret fra os, og med regnen fulgte en følelsen af at fryse, hvilket er en fantastisk følelse i 36 graders varme.

Vi havde en helt fantastisk tur, og syntes alle det var super fedt at komme ud og bevæge sig lidt – varmen hernede gør at ens aktivitetsniveau nedsættes en del. Nigerianerne synes til gengæld vi er godt tosset, at vi bevæger os op på bjerget for bare at gå ned igen, men dem om det 

Om søndagen var vi i katedralen i Jimeta, hvor gudstjenesten startede klokken 9. Det viste sig, at der i søndags var en kombineret gudstjeneste, hvilket vil sige den foregår på både engelsk og hausa og er enorm lang. Udover at være en kombineret gudstjeneste, var der også indsættelse af ny præst den dag. Så det endte med, at vi var i kirke i 5 timer – HALLELUJA! I løbet af gudstjenesten kommer der nogle musikalske indslag fra forskellige fellowships. Sønddagsskolen var en af de mange festlige indslag, og jeg skal love for, at den børneflok kom hele toneregisteret igennem. Efterfølgende fik en lille pige, som havde været en af forsangerne, et kys på panden af biskoppen og en papkasse fuldt med slikkepinde til alle børnene i søndagsskolen. Alex fortalte bagefter, at der snart skal være valg af ny biskop her i området. Så hele dette optrin med kys på panden og slikkepinde var et led i biskoppens valgkampagne.

Der er stor forskel på at gå kirke i Nigeria og på at gå i kirke i Danmark. Ligeledes er der også stor forskel på det at være kristen i Nigeria og så at være kristen i Danmark. I Nigeria er kristendommen og religion i det hele taget noget, der hører til det offentlige rum, hvor vi i Danmark anser religion for at være noget, der hører til i hjemmet. Som I måske allerede har fornemmet er gudstjenesterne også meget anderledes end hvad vi er vant til; de er meget MEGET længere, de salmer de synger, er ikke særligt gode. Salmebogen de bruger, er en gammel engelsk én fra 1700-og-grønlangkål. Heldigvis er salmerne ikke det eneste musikalske indslag i løbet af den lange gudstjeneste. Flere kor optræder med deres sang og spil, hvilket er meget sjovt og festligt. Hernede er der kun nadver en gang om måneden. Prædikerne hernede er for mig bare en gang råben og moralprædiken – altså ikke lige min kop te. I Nigeria betaler man ikke kirkeskat, som vi gør i Danmark. Så hver gang en nigerianerne får løn, betaler de tiende til kirke, hvilket er 10 % af deres løn. Udover tiende er der indsamling hver søndag, hvor en del af indsamlingen går til forskellige projekter og den anden del til kirken selv.
Kirken hernede har et meget stærkt og stort netværk og mange organisationer under sig; womens fellowship, bibelstudier, bønnekredse, søndagsskoler, mange forskellige kor bare for at nævne nogle af de organisationer, der er under kirken. LCCN (Lutheran Church of Christ in Nigeria), som er den kirke Mission Afrika og Afrika in Touch støtter, har i hele Nigeria omkring 1,5 millioner medlemmer.
Der er helt sikkert rigtig mange ting, som vi i den danske folkekirke, kunne tage ved lære af den nigerianske; de mange festlige indslag med sang og dans og den åbenhed, der er omkring det at være kristen. Men skulle jeg vælge mellem en dansk gudstjeneste og en nigeriansk ville jeg tage den danske.
Vi har indført en søndags tradition, der hedder rugbrød og Faaborg leverpostej! Og hver søndag takker jeg Gud for rugbrødsblandinger og dåseleverpostej. En lille tak skal, der da også falde til Mission Afrika for de 3 x 23 kg vi måtte have lov at medbringe, hvor en lille del gik til rugbrødsblandinger. Hele ugen ser jeg frem til min rugbrødsmad med leverpostej, som jeg skal have søndag – en lille bid af himmerig og Danmark.

Sanuku!

Fredag den 30. september var 50 året for Nigerias uafhængighed, og det blev fejret med pomp og pragt. I Jimeta var flere tusinde mennesker samlet til parade. Alle områdets skoler og organisationer kom marcherende ind på pladsen; ”left, right, left, right,” i deres uniformer. Inde midt på pladsen var guvernøren for Adamawaer placeret, og rundt om hele pladsen var folk stimlet sammen for at overvære dette spektakulære syn.

Efter at have overværet dette tog vi til Mbamba for at spille fodbold med eleverne på kostskolen. Vi lavede fire blandede hold med 2 volontører og 12 spillere – og så gik kampene ellers i gang. Der blev kæmpet til sidste mand. Men jeg måtte desværre sande, at det ikke var mit hold, der løb af med sejren og de, efter nogens mening, eftertragtede FC Midtjyllands trøjer. Men jeg regner stærkt med, at mit hold på et tidspunkt vinder, og får fingre i nogle af de mange dejlige sponsorgaver 
Lørdag den 2. oktober var vi på udflugt til Kiri Dam. Kiri Dam er en sø, hvor der er blevet bygget en dæmning for at lede vand ud til nogle sukkerplantager. Vi var blevet fortalt, at flodheste ville gå rundt som køer. Vi fik desværre ikke nogle af de mange flodheste at se, selvom vi spejde længe ud over vandet. Mens vi stod og kiggede efter de mange flodheste, kom en lille flok piger hen imod os og stoppede op og kiggede på os med store øjne. Vi gik hen for at snakke med dem, og da vi nærmede os gik de bare længere væk fra os, mens de så meget forskræmte ud. Det viste sig, at de piger aldrig før havde set hvide mennesker, og troede at vi var spøgelser. Det var en meget sjovt, og vi morede os længe over det, men det var samtidig også en meget surrealistisk oplevelse pludselig at møde nogle, der tror vi er spøgelser bare fordi vi er hvide.
Vi havde en rigtig god tur trods det, at vi ikke fik set nogle af de mange flodheste. Vi fik til gengæld en masse flot natur og en meget sjov oplevelse.
Nu har vi jo efterhånden været hernede et stykke tid, og vasketøjet har hobet sig op, og underbukserne er vendt op til tre-fire gange – og så er det jo bare lige at smide det hele i vaskemaskinen. Men ak og ve der er ingen vaskemaskine, så tøjet må vaskes i hånden. Vi har så valgt den lette løsning – at finde en, der kan vaske for os. Så for den nette sum af blot 300 N for vi vasket tøj en gang om ugen. De sure underbukser må vi dog selv klarer.
Udover at vaske underbukser en gang i mellem går hverdagen med at være sammen med børnene her på REMI. Forleden dag i Special Class havde Usman en hjemmelavet pistol med og lege soldat og marcherede frem og tilbage, for så at stoppe op og synge den nigerianske nationalmelodi. Dette var et fantastisk syn, og er noget af det man hiver frem, når det hele bare bliver lidt for meget.
To gange om ugen har jeg specialundervisning med en dreng, der hedder Sharif på 8 år. Han er en meget stille og genert dreng med store koncentrationsvanskeligheder. Så det er en udfordring at få ham til at holde fokus på det man er i gang med i bare 5 minutter. Men når man så kan få ham til at synge ABC og tælle til 10 jubler man indvendig over den lille succes.
I begyndelsen synes han det var vildt pinligt, at jeg kom og hentede ham i klassen, men jeg tror efterhånden, at han har fundet ud af, at de andre elever i klassen er en smule misundelige over, at han skal ud for at lege med en bature (hvid mand på hausa). Så når jeg kommer og henter ham nu smiler han kækt til de andre i klassen, og man kan se han tænker ”HA nu skal jeg ud at lege mens i bare sidder her.” Han er en rigtig sød og glad dreng, som jeg nyder at få lov at hjælpe.

Første arbejdsuge

Så er der nyt fra Nigeria! Efter 5 dagens introduktion er jeg nu kommet til REMI hvor jeg skal bo og arbejde til jeg rejser hjem igen i december. Vi bor 5 piger her, og har 3 værelser på 15 km2 – det er småt men godt!


REMI blev grundlagt i 2003 af Michel og Recab Bongi, hvis visionen var at nedbryde nogle af de fordomme, der typisk er overfor handicappede i det nigerianske samfund, og målsætningen var, at der skulle være 50 % normalt fungerende og 50 % ”special needs” elever. I dag er der 450 elever i alle aldersgrupper – fra vuggestuebørn til det, der svarer til 9. klasse elever.
I Special Class, hvor vi hovedsagligt er og hjælper, er der 12 elever. Det er 12 helt fantastiske og unikke unge mennesker, med hver deres kvaliteter.
Det kan være meget frustrerende at se hvor få midler de har, og hvor lidt der bliver taget hensyn til den enkelte og de behov han eller hun har, men for det nigerianske samfund er det, at der overhovedet er en klasse for børn med særlige behov, et kæmpe skridt i den rigtige retning.
Jeg synes det er super fedt, at vi 5 unge piger kan være med til at præge skolen til at blive bedre til at tage vare på børn med specielle behov.
I den forgangne uge har vi sunget, danset, tegnet, leget og spillet bold med dem, og de finder det lige så fantastisk at danse limbo for tiende gang som for første gang. For dem er det ikke så vigtigt hvad vi laver, men mere det, at vi har lyst og tid til at lege, danse, synge og spille med dem.
I mandags havde vi alle elver fra Special Class med over på legepladsen, hvor vi fandt sandkasselegetøjet frem. Det var et sandt hit! Sand i en form, vende den rundt, og wupti så er der pludselig en teddybear i sandet – et eventyrligt syn.

Tirsdag havde vi vores første arbejdsdag på Yola First. Her skal jeg sammen med Mette undervise i matematik i Secondary 2 og 3, hvilket svarer til 8. og 9. klasse i Danmark. At der ikke er helt styr på tingene i Nigeria er vi efterhånden ved at have lært, og da vi kom op på skolen omkring kl. 14.30, som aftalt om mandagen, får vi at vide, at time først begynde kl. 15 og ikke 14.30 som aftalt dagene før. Når vi tager det med et smil og rokere lidt rundt, og så må vi nøjes med en time i stedet for halvanden time.
Mette og jeg havde forberedt en test til Secondary 2, og vi var en smule nervøse for om den nu var for nem, men det modsatte gjorde sig gældende. Mange af eleverne kan ikke finde ud af simple regnestykker som plus- og minusstykker, så det bliver matematik på et lidt andet niveau end vi havde regnet med :)

Fredag aften var alle pigerne samlet på Mbamba til hygge. Klokken 22 skal generatoren være slukket, så derefter er det med pandelamper og små lygter det hele foregår. Bedst som vi sidder i pandelampernes skær og hygger udbryder Kristina ”SLANGE” og i løbet af 2 sekunder er vi alle 8 piger oppe på stolene og bordet hvinende og skrigende. Vi får taget os mod til at bevæge os ned på jorden igen, og få indfanget slangen i en spand. To er løbet for at hente hjælp hos Mette og Alex. Da Alex kommer over kan han fortælle os, at det er en ganske ufarlig ground snake. Men slangen måtte lade livet for sin lille optræden indenfor. Det blev til en fredag aften med gys, gru og et godt grin.

Kulturen hernede er meget anderledes end hvad vi er vant til hjemmefra. Her kommer folk ofte forbi omkring spisetid, hvilket er meget belejligt for dem, for så kan de jo lige få lov til at spise med. Det er uhøfligt at tage imod noget med venstre hånd, fordi venstre hånd er uren – hernede vasker man sig nemlig bagtil efter toilet besøg med venstre hånd i stedet for at bruge toiletpapir. Skrald smides bare hist og pist, hvorefter børn kommer og roder i det. Så vi brænder vores skrald med det samme – hvilket er rigtig miljøvenligt! Tøjet herned også meget anderledes – kvinder skal bære kjoler, der dækker både knæ og skulder, hvilket kan være meget varmt!
Jeg har også været nødt til at tage et nyt navn i brug. Astrid er et navn de har meget svært ved at udtale, så i Nigeria hedder jeg Esther :)

Så er der nyt fra Nigeria!

Så er jeg langt om længe landet i Nigeria – og det er fantastisk!


Efter en meget lang rejse landede vi i Abuja torsdag morgen omkring kl. 5.30. Biskoppen kom og samlede os op og kørte os til hans hjem, hvor hans kone havde lavet morgenmad til os. Den første dag gik med en lille rundtur i Abuja, hvor vi fik vekslet lidt penge hentet malaria piller og var til en slags gudstjeneste om aftenen. Vi var alle godt brugte da vi gik i seng den aften. Fredag tilbragte vi i selskab med Sister Fellowship. De tog os med på markedet for at handle ind til vores frokost. Snegle, fisk, indvolde fra alverdens slags dyr, grønsager, sko, tasker – jamen der er nærmest ikke det man ikke kan få. Hvem siger man skal sulte og have det skidt i Nigeria?

Efter markedet tog vi tilbage til kirken, hvor vi skulle forberede vores egen frokost over bål. Frokosten bestod af suppe med yams og fisk med kartofler, hvilket lyder ganske glimrende, men jeg må nok erkende at suppen, som bestod af tørret fisk, nogle grønne blade, oksekød og chili ikke faldt i hel god jord. Men fisken smagte til gengæld godt! Søndag var vi til gudstjeneste fra kl. 8 til kl. 14 – gudstjenesterne herned er meget er meget anderledes end hvad vi er vant til hjemme i Danmark. Hernede er der sang, dans og så er de en del længere end hvad vi er vant til 

Alt hernede er meget anderledes end hvad vi er vant til. Strømmen kommer og går, rindende vand er en luksus, trafikken er sindssyg, det tager kun en uge at få et kørekort, men alle kan købe sig til et, og maden er okay, men dansk mad eller noget der nærmer sig dansk mad er nu bedst  Men folk tager imod os med åbne arme, og vi føler os virkelig velkomme.

Efter at have tilbragt de første dage i Abuja hos Biskoppen og hans kone er vi nu i Yola, hvor vi skal være indtil vi tager hjem i december. De første par dage har Mette og Alex (missionærparret) introduceret os for området her, og vi har været ude at se på de skoler vi skal undervise på. Jeg skal sammen med Mette undervise i matematik på Yola 1. Det bliver vildt spændende, men også en udfordring.

Alle de skønne piger jeg skal sendes til Nigeria med!