Første arbejdsuge

Så er der nyt fra Nigeria! Efter 5 dagens introduktion er jeg nu kommet til REMI hvor jeg skal bo og arbejde til jeg rejser hjem igen i december. Vi bor 5 piger her, og har 3 værelser på 15 km2 – det er småt men godt!


REMI blev grundlagt i 2003 af Michel og Recab Bongi, hvis visionen var at nedbryde nogle af de fordomme, der typisk er overfor handicappede i det nigerianske samfund, og målsætningen var, at der skulle være 50 % normalt fungerende og 50 % ”special needs” elever. I dag er der 450 elever i alle aldersgrupper – fra vuggestuebørn til det, der svarer til 9. klasse elever.
I Special Class, hvor vi hovedsagligt er og hjælper, er der 12 elever. Det er 12 helt fantastiske og unikke unge mennesker, med hver deres kvaliteter.
Det kan være meget frustrerende at se hvor få midler de har, og hvor lidt der bliver taget hensyn til den enkelte og de behov han eller hun har, men for det nigerianske samfund er det, at der overhovedet er en klasse for børn med særlige behov, et kæmpe skridt i den rigtige retning.
Jeg synes det er super fedt, at vi 5 unge piger kan være med til at præge skolen til at blive bedre til at tage vare på børn med specielle behov.
I den forgangne uge har vi sunget, danset, tegnet, leget og spillet bold med dem, og de finder det lige så fantastisk at danse limbo for tiende gang som for første gang. For dem er det ikke så vigtigt hvad vi laver, men mere det, at vi har lyst og tid til at lege, danse, synge og spille med dem.
I mandags havde vi alle elver fra Special Class med over på legepladsen, hvor vi fandt sandkasselegetøjet frem. Det var et sandt hit! Sand i en form, vende den rundt, og wupti så er der pludselig en teddybear i sandet – et eventyrligt syn.

Tirsdag havde vi vores første arbejdsdag på Yola First. Her skal jeg sammen med Mette undervise i matematik i Secondary 2 og 3, hvilket svarer til 8. og 9. klasse i Danmark. At der ikke er helt styr på tingene i Nigeria er vi efterhånden ved at have lært, og da vi kom op på skolen omkring kl. 14.30, som aftalt om mandagen, får vi at vide, at time først begynde kl. 15 og ikke 14.30 som aftalt dagene før. Når vi tager det med et smil og rokere lidt rundt, og så må vi nøjes med en time i stedet for halvanden time.
Mette og jeg havde forberedt en test til Secondary 2, og vi var en smule nervøse for om den nu var for nem, men det modsatte gjorde sig gældende. Mange af eleverne kan ikke finde ud af simple regnestykker som plus- og minusstykker, så det bliver matematik på et lidt andet niveau end vi havde regnet med :)

Fredag aften var alle pigerne samlet på Mbamba til hygge. Klokken 22 skal generatoren være slukket, så derefter er det med pandelamper og små lygter det hele foregår. Bedst som vi sidder i pandelampernes skær og hygger udbryder Kristina ”SLANGE” og i løbet af 2 sekunder er vi alle 8 piger oppe på stolene og bordet hvinende og skrigende. Vi får taget os mod til at bevæge os ned på jorden igen, og få indfanget slangen i en spand. To er løbet for at hente hjælp hos Mette og Alex. Da Alex kommer over kan han fortælle os, at det er en ganske ufarlig ground snake. Men slangen måtte lade livet for sin lille optræden indenfor. Det blev til en fredag aften med gys, gru og et godt grin.

Kulturen hernede er meget anderledes end hvad vi er vant til hjemmefra. Her kommer folk ofte forbi omkring spisetid, hvilket er meget belejligt for dem, for så kan de jo lige få lov til at spise med. Det er uhøfligt at tage imod noget med venstre hånd, fordi venstre hånd er uren – hernede vasker man sig nemlig bagtil efter toilet besøg med venstre hånd i stedet for at bruge toiletpapir. Skrald smides bare hist og pist, hvorefter børn kommer og roder i det. Så vi brænder vores skrald med det samme – hvilket er rigtig miljøvenligt! Tøjet herned også meget anderledes – kvinder skal bære kjoler, der dækker både knæ og skulder, hvilket kan være meget varmt!
Jeg har også været nødt til at tage et nyt navn i brug. Astrid er et navn de har meget svært ved at udtale, så i Nigeria hedder jeg Esther :)