En helt almindelig weekend i Nigeria

Lørdag den 9. oktober skulle vi ud at bestige bjerge – Three Sisters Rock. Dagen startede ud meget tidligt, så vi kunne undgå at gå i middagsheden. Da Alex og Mette kommer for at hente os i bussen siger de, at vi lige skal indenom en tankstation for at have olie på bussen. For en bus uden olie er en kaput bus. Vi kommer hen og får fyldt olie på bussen, og tror vi er klar til at køre af sted mod de tre toppe, men nej - det ene baghjul er fladt. I gang med at skifte hjulet ud med reservehjulet, som så til vores store rædsels også er fladt. På med reservehjulet, som der dog er en smule mere luft i, og hen til mekanikeren for at få fikset problemet. Endelig lykkedes det os at få gjort bussen kørerklar, dog med en forsinkelse på et par timer, men humøret intakt. Vi når frem til destinationen i højt humør og klar til at bestige lillesøsteren. Efter at have vadet rundt i mudder et godt stykke kommer vi hen til foden af bjerget, og kan begynde vores opstigning. Under vores opstigning her vi en hel hale efter af små drenge, der synes det er rigtig sjovt at følge efter os, fordi vi er hvide mennesker. Man føler sig helt som en celebrity, og får en forståelse for hvor forfærdeligt det er hele tiden at have forfølger. Da vi når et stykke op ad bjerget har vores forfølger opgivet, og vi kan klatre videre i ro og mag. Vi når frem til spisestedet og slår os ned og finder vores madpakker frem; boller, pølsebrød, en dåse tun, kiks, bananer og vand. Ovenpå den delikate frokost efterlader vi tasker for at kravle det sidste stykke. Da vi når til toppen møder et fantastisk syn os; grønne savanner med baobabtræ lige så langt øjet rækker med bjerge i baggrunden. Alt hernede er grønt og frodigt lige nu på grund af regntiden. Mens vi står på toppen kan vi se sorte skyer nærme sig i horisonten, så vi tænker, at vi hellere må se at komme ned ad inden regnen kommer. Vi når ikke at gå i mere end 10 minutter før regnen bare vælter ned over os, men lige så hurtigt som regnen kom, lige så hurtigt var det væk igen. Men vi nåede alle at blive rigtig godt gennemblødte inden vi nåede ned til bussen. Men en smule regn er ikke noget, der kan tage humøret fra os, og med regnen fulgte en følelsen af at fryse, hvilket er en fantastisk følelse i 36 graders varme.

Vi havde en helt fantastisk tur, og syntes alle det var super fedt at komme ud og bevæge sig lidt – varmen hernede gør at ens aktivitetsniveau nedsættes en del. Nigerianerne synes til gengæld vi er godt tosset, at vi bevæger os op på bjerget for bare at gå ned igen, men dem om det 

Om søndagen var vi i katedralen i Jimeta, hvor gudstjenesten startede klokken 9. Det viste sig, at der i søndags var en kombineret gudstjeneste, hvilket vil sige den foregår på både engelsk og hausa og er enorm lang. Udover at være en kombineret gudstjeneste, var der også indsættelse af ny præst den dag. Så det endte med, at vi var i kirke i 5 timer – HALLELUJA! I løbet af gudstjenesten kommer der nogle musikalske indslag fra forskellige fellowships. Sønddagsskolen var en af de mange festlige indslag, og jeg skal love for, at den børneflok kom hele toneregisteret igennem. Efterfølgende fik en lille pige, som havde været en af forsangerne, et kys på panden af biskoppen og en papkasse fuldt med slikkepinde til alle børnene i søndagsskolen. Alex fortalte bagefter, at der snart skal være valg af ny biskop her i området. Så hele dette optrin med kys på panden og slikkepinde var et led i biskoppens valgkampagne.

Der er stor forskel på at gå kirke i Nigeria og på at gå i kirke i Danmark. Ligeledes er der også stor forskel på det at være kristen i Nigeria og så at være kristen i Danmark. I Nigeria er kristendommen og religion i det hele taget noget, der hører til det offentlige rum, hvor vi i Danmark anser religion for at være noget, der hører til i hjemmet. Som I måske allerede har fornemmet er gudstjenesterne også meget anderledes end hvad vi er vant til; de er meget MEGET længere, de salmer de synger, er ikke særligt gode. Salmebogen de bruger, er en gammel engelsk én fra 1700-og-grønlangkål. Heldigvis er salmerne ikke det eneste musikalske indslag i løbet af den lange gudstjeneste. Flere kor optræder med deres sang og spil, hvilket er meget sjovt og festligt. Hernede er der kun nadver en gang om måneden. Prædikerne hernede er for mig bare en gang råben og moralprædiken – altså ikke lige min kop te. I Nigeria betaler man ikke kirkeskat, som vi gør i Danmark. Så hver gang en nigerianerne får løn, betaler de tiende til kirke, hvilket er 10 % af deres løn. Udover tiende er der indsamling hver søndag, hvor en del af indsamlingen går til forskellige projekter og den anden del til kirken selv.
Kirken hernede har et meget stærkt og stort netværk og mange organisationer under sig; womens fellowship, bibelstudier, bønnekredse, søndagsskoler, mange forskellige kor bare for at nævne nogle af de organisationer, der er under kirken. LCCN (Lutheran Church of Christ in Nigeria), som er den kirke Mission Afrika og Afrika in Touch støtter, har i hele Nigeria omkring 1,5 millioner medlemmer.
Der er helt sikkert rigtig mange ting, som vi i den danske folkekirke, kunne tage ved lære af den nigerianske; de mange festlige indslag med sang og dans og den åbenhed, der er omkring det at være kristen. Men skulle jeg vælge mellem en dansk gudstjeneste og en nigeriansk ville jeg tage den danske.
Vi har indført en søndags tradition, der hedder rugbrød og Faaborg leverpostej! Og hver søndag takker jeg Gud for rugbrødsblandinger og dåseleverpostej. En lille tak skal, der da også falde til Mission Afrika for de 3 x 23 kg vi måtte have lov at medbringe, hvor en lille del gik til rugbrødsblandinger. Hele ugen ser jeg frem til min rugbrødsmad med leverpostej, som jeg skal have søndag – en lille bid af himmerig og Danmark.