Hverdagene på REMI

En typisk hverdag starter klokken 6.15, hvor jeg vågner til vores nabo Patience’s, REMI’s fungerende skoleleder, skønsang. At stå op på dette tidspunkt ville være kriminelt, så jeg vender mig om på den anden side og sover en lille time mere. Klokken 7 ringer vækkeuret samtidig med, at det vælter ind med børn. Efter at have fået lidt vand i hovedet står den på morgenmad. Morgenmaden består af varmhavregrød – for havregryn med vand og sukker er ikke helt det samme som havregryn med mælk. Mens vi sidder og spiser, snakker vi om hvad, der skal ske i løbet af dagen mens vi kan høre børnene er til morgensamling. Alle eleverne skal møde til morgensamling hver morgen klokken 7.30. Her synger børn og lærer morgensalmer og beder en bøn for til sidst at marchere ind i klasserne. Efter morgenmaden vaskes gryder og tallerkner af – at komme hjem til en vask fyldt med myre og andet kravl er ikke særlig rart. Efter opvasken er vi klar til dagens stunt.

Jeg starter i Special Class – og sikken en modtagelse. 13 børn, der råber ”Aunty aunty”, mens de løber imod dig for at kysse og kramme dig – det er da fantastisk. Dagen i Special Class starter altid ud med, at vi synger sanglege – og de elsker det. Når alle 13 i elever stemmer i med deres helt egen fortolkning af Boogie Woogie, Brother John eller en helt tredje sang strømmer herlige toner ud fra lokalet. Efter den lille sangtime tager vi halvdelen af klassen med ud. Vi er begyndt at dele klassen op i to – det er lidt nemmere kun at skulle koncentrere sig om 6 eller 7 elever frem for 13.
Vi er i vores stue, fordi det er det eneste lokale vi har til rådighed, hvor vi kan være alene. Indtil nu har vi lavet halskæder og armbånd med dem, som stolt blev vist frem til alle, musikinstrumenter bestående af ris i en toiletpapirsrulle lukket til med bagepapir og gaffatape – det var et sandt symfoniorkester, da vi satte i gang med at spille.
Når vi er færdig med dagens projekt er klokken ved at være 10, og vi går tilbage til klassen og spiser med eleverne. 3 af eleverne i Special Class skal have hjælp til at spise, så der kan vi også give en hjælpende hånd. Efter at have hjulpet dem med at spise kan man godt have brug for at få vasket hænder og et lille break. Så vi trækker os tilbage, får en lille snack, hænderne sprittes og vaskes efter alt savlet og de mange børnehænder, og så er vi igen klar!
Mandag og onsdag har jeg specialundervisning med Sharif. Her øver vi alfabetet, laver puslespil med tal, tegner, skriver bogstaver, perler, kikkerter af toiletruller – kun fantasien sætter grænser. Ind i mellem synes det som en umulig opgave at lære ham noget, men når han så endelig får fat i den lange ende, er det bare super fedt.
De dage, hvor jeg ikke har specialundervisning med Sharif, er jeg en tur i Playingclass. Playingclass er hvad, der svarer til en dansk vuggestue og børnehave. Børnene er i et lille lokale med borde og stole og en meget lille smule legetøj, så her gælder det om at være kreativ; lege elefanter, frøer og biler, synge og lege sanglege og tage dem med en tur på legepladsen. En anden opgave og funktion vi har i Playingclass er at vise pædagogerne, at det er okay at tage et barn op, der græder, for at trøste barnet, og at vise dem måder hvorpå du kan motivere børnene gennem leg. Her i Nigeria er det meget almindeligt bare at lade børnene græde indtil de holder op igen, og at pædagogerne bare sidder på en stol og kigge ud i rummet mens børnene bare for lov at passe sig selv. Så ved at vi viser dem, hvordan vi tackler børn, håber vi at vi kan være med til at ændre på deres måde at tackle børn på.
En gang om ugen er vi rundt i Nursery, hvad der svarer til den danske 0.-1. klasse. Rundt i de fire klasser, som er her på skolen, synger vi sanglege med dem, og hver gang vi støder på dem ude på legepladsen begynder de at synge; ”Thom finger where are you?” Det er herligt at høre og se at vores lille sangtime betyder så meget for dem 
I en af Nursery klasserne er der en dreng som kravler rundt. Jeg fik så ondt af ham, så jeg gik hen til ham for at hjælpe ham ind i klassen. Det viste sig at han faktisk godt kunne gå med en lille smule hjælp. Han mangler bare balance, så ham er vi begyndt at gå træne med – og han elsker det. Hver gang vi syntes, vi er ved at være færdige for i dag siger han ”No, I am not tiered,” og så fortsætter vi lidt endnu.
Så er klokken ved at være 12, og vi er alle blevet godt sultne, så frokosten er tiltrængt. Frokosten består som regel af rester fra aftensmaden, og hvis der ingen rester er; pasta med ketchup – en super delikat ret. Efter frokost er det tid til et lille hvil – skolen lukker klokken 13, så på dette tidspunkt er her også forholdsvis fredeligt.

Hvis dagene hedder tirsdag og torsdag fortsætter den på LCCN Yola First School, hvor jeg underviser i matematik sammen med Mette. Vi underviser i hvad der svarer til 8. og 9. klasse, og niveauet må siges at være meget anderledes end i Danmark. Mette og jeg var begge en smule nervøse for om vores matematikkundskab var tilstrækkelige til at kunne underviser dem, og så på engelsk. Men vores bekymringer blev gjort til skamme. Til vores første undervisning, havde vi lavet en test, for at finde ud af hvilket niveau de var på. Der var 15 spørgsmål, og ud af de 15 spørgsmål, havde dem, som havde flest rigtige kun 2 eller 3 rigtige. Vi var meget chokeret over deres lave niveau, samtidig med at en sten faldt fra vores hjerter – et niveau vi SAGTENS kunne være med på. Så vores undervisning er på meget lavt niveau – vi startede med plus og minus og er nu gået videre til gange. Vi havde en sjov episode med det at gange; en af eleverne skulle til tavlen for at regne et gangestykke ud. Da hun skal til at regne ud af hvad 6*9 er, sætter hun 6 streger 9 gange, for derefter at tælle dem alle. En meget langsom og besværlig regneproces, men når man ikke har lært andre metoder, hvad kan man så gøre?
Niveauet vidner lidt om undervisningsmetoderne her i Nigeria; læreren stiller sig til tavlen, skriver en hel masse op på tavlen, som han så beder eleverne om at kopiere. Tabellerne kan de sagtens, men hele systemet bag tabellerne forstår de ikke – de har bare lært tabellerne udenad.
Efter at have undervist dem i matematik, 2 lektioner af 45 minutters varighed, er vi også godt brugte og trænger til at komme hjem og smække benene op. Dette kan lade sig gøre medmindre man har maddag, for så er det bare hjem for at kunne begynde på aftensmaden, hvilket er et større projekt. Alle grønsager skal lægges i en klorblanding for at dræbe alle bakterier, tingene i ovnen skal vendes halvvejs, fordi vi har en gasovn, som kun varmer fra bunden, melet skal sigtes for alt utøj, risene skal vaskes inden brug og ALT skal laves helt fra bunden – medmindre vi selvfølgelig vælger en af vores skønne Knor-blandinger 

Mandag og onsdag er vores faste markedsdage, og her skal vi handle ind til resten af ugen, og det at handle ind er et større projekt. Hernede er der nemlig ikke bare et stort supermarked, hvor du kan gå ind og få det hele, nej her skal du rundt til mange forskellige. Godt nok har vi et par købmænd, men deres varesortiment er begrænset til dåsemad, morgenmadsprodukter, rengøringsartikler og en stor del ragelse. Så her kommer vi, når der skal handles tun, havregryn og andet godt på dåse. Herefter går turen videre på markedet efter frugt og grønt, mel, ris og sukker, og her må man rundt til flere forskellige boder. Når man så har fundet det man gerne vil have, skal man til at forhandle om prisen – ”200 Naira for these tomatoes”, ”No, 500 Naira”, That is bature price my friend!” Og sådan kører det et stykke tid indtil man er blevet enig om en pris, der som regel er tættest på den pris vi lagde ud med. Nigerianerne er af den opfattelse, at fordi vi er hvide så har vi rigtig mange penge. Så vi vil altid komme til at betale en overpris for vores varer. Men med et smil og et klap på skulderen kommer man langt hernede. Efter et par timers shopping er man også godt brugt – indkøbene der i Da mark kunne gøres på en halv time er nu gjort på 2 eller 3 timer.

Trods vores arbejdsdag kun er på 4 eller 5 timer keder vi os bestemt ikke. Der er altid noget, der skal ordnes; spandene med vand fyldes op, skrald som skal brændes, forberede undervisning, handles ind, laves mad og hvad vi nu ellers kan finde på af spændende ting og sager. Der er altid noget at gøre for en husmor, og bestemt en husmor i Nigeria.