Sanuku!

Fredag den 30. september var 50 året for Nigerias uafhængighed, og det blev fejret med pomp og pragt. I Jimeta var flere tusinde mennesker samlet til parade. Alle områdets skoler og organisationer kom marcherende ind på pladsen; ”left, right, left, right,” i deres uniformer. Inde midt på pladsen var guvernøren for Adamawaer placeret, og rundt om hele pladsen var folk stimlet sammen for at overvære dette spektakulære syn.

Efter at have overværet dette tog vi til Mbamba for at spille fodbold med eleverne på kostskolen. Vi lavede fire blandede hold med 2 volontører og 12 spillere – og så gik kampene ellers i gang. Der blev kæmpet til sidste mand. Men jeg måtte desværre sande, at det ikke var mit hold, der løb af med sejren og de, efter nogens mening, eftertragtede FC Midtjyllands trøjer. Men jeg regner stærkt med, at mit hold på et tidspunkt vinder, og får fingre i nogle af de mange dejlige sponsorgaver 
Lørdag den 2. oktober var vi på udflugt til Kiri Dam. Kiri Dam er en sø, hvor der er blevet bygget en dæmning for at lede vand ud til nogle sukkerplantager. Vi var blevet fortalt, at flodheste ville gå rundt som køer. Vi fik desværre ikke nogle af de mange flodheste at se, selvom vi spejde længe ud over vandet. Mens vi stod og kiggede efter de mange flodheste, kom en lille flok piger hen imod os og stoppede op og kiggede på os med store øjne. Vi gik hen for at snakke med dem, og da vi nærmede os gik de bare længere væk fra os, mens de så meget forskræmte ud. Det viste sig, at de piger aldrig før havde set hvide mennesker, og troede at vi var spøgelser. Det var en meget sjovt, og vi morede os længe over det, men det var samtidig også en meget surrealistisk oplevelse pludselig at møde nogle, der tror vi er spøgelser bare fordi vi er hvide.
Vi havde en rigtig god tur trods det, at vi ikke fik set nogle af de mange flodheste. Vi fik til gengæld en masse flot natur og en meget sjov oplevelse.
Nu har vi jo efterhånden været hernede et stykke tid, og vasketøjet har hobet sig op, og underbukserne er vendt op til tre-fire gange – og så er det jo bare lige at smide det hele i vaskemaskinen. Men ak og ve der er ingen vaskemaskine, så tøjet må vaskes i hånden. Vi har så valgt den lette løsning – at finde en, der kan vaske for os. Så for den nette sum af blot 300 N for vi vasket tøj en gang om ugen. De sure underbukser må vi dog selv klarer.
Udover at vaske underbukser en gang i mellem går hverdagen med at være sammen med børnene her på REMI. Forleden dag i Special Class havde Usman en hjemmelavet pistol med og lege soldat og marcherede frem og tilbage, for så at stoppe op og synge den nigerianske nationalmelodi. Dette var et fantastisk syn, og er noget af det man hiver frem, når det hele bare bliver lidt for meget.
To gange om ugen har jeg specialundervisning med en dreng, der hedder Sharif på 8 år. Han er en meget stille og genert dreng med store koncentrationsvanskeligheder. Så det er en udfordring at få ham til at holde fokus på det man er i gang med i bare 5 minutter. Men når man så kan få ham til at synge ABC og tælle til 10 jubler man indvendig over den lille succes.
I begyndelsen synes han det var vildt pinligt, at jeg kom og hentede ham i klassen, men jeg tror efterhånden, at han har fundet ud af, at de andre elever i klassen er en smule misundelige over, at han skal ud for at lege med en bature (hvid mand på hausa). Så når jeg kommer og henter ham nu smiler han kækt til de andre i klassen, og man kan se han tænker ”HA nu skal jeg ud at lege mens i bare sidder her.” Han er en rigtig sød og glad dreng, som jeg nyder at få lov at hjælpe.