Bryllup

Så har jeg været til nigeriansk bryllup, og det må siges at være en meget meget speciel oplevelse.

Vi blev inviteret af bruden, Safratu. Hun har selv været i Danmark som volontør. Hendes danske veninde havde sagte til hende, at når tiden kom og hun skulle giftes, skulle hun sørge for at invitere de danske volontører som måtte være i hendes område med. Vi var så de heldige volontører, der var i området da tiden oprandt og Safratu skulle giftes.

Vi inviterede Safratu på aftensmad, så vi kunne høre lidt om hvordan et nigeriansk bryllup forløber og hun kunne få lov til at smage dansk mad igen. Hun fortalte, at der sagtens kan dukke 800 gæster op til brylluppet. Her er bryllup nemlig ikke bare for få udvalgte, men ja for stort set alle der har lyst at deltage. Vi gjorde alle meget store øjne, da hun fortalte dette – ”Det må det koste en hel bondegård at holde fest for så mange!” Og nigerianske bryllupper er da også en af de større udgiftsposter. Safratu regnede med at hun skulle bruge omkring 500.000 Naira på sit bryllup, mens hendes mand vil komme til at spendere omkring 700.000 Naira. Det skal så lige siges, at denne pris inkludere et hus med der til hørende interiør. Hvis man omregner dette til danske kroner bliver prisen for et bryllup med 800 gæster og et hus omkring 50.000 kroner, hvilket jo ikke er synderligt mange penge for hus og kæmpe bryllup.

Den aften fortalte Safratu også, at vi skulle være brudepiger til hendes bryllup, hvilket vi alle var meget forbløffet og beæret over. Så den aften blev der også taget mål til nogle helt specielle brudepigekjoler – vi skulle jo matche hendes nigerianske brudepiger. Til nigerianske bryllupper er der en dresscode eller det vil sige, der er en ”Colour of the day”, og ”Colour of the day” til dette bryllup var armygrøn og guld, hvilket i sig selv er en meget interessant farvekombination. Så vi var alle meget spændte på at se vores kjoler. Og hvilket syn der mødte os, da vi fik kjolerne! Den smukkeste kjole i råhvid chiffon med armygrønne striber over brystet – altså en kjole, der mest af alt minder om en marengskage med lidt grønt pynt på toppen. Og endnu bedre skulle det blive, da jeg fik den på – jeg lignede en sæk kartofler! Nå heldigvis var jeg ikke den eneste, der havde problemer med min marengs. De fleste af kjolerne var for korte efter nigeriansk forhold. For at være anstændigt klædt i Nigeria skal skuldre og knæ være dækket. Så til skrædder for at få syet ekstra længde i alle kjole, og få syet min kjole en smule til.

Så oprandt den store dag, og vi skulle i vores flotte marengskager. Min var så blevet gulv lang efter det ekstra stykke var kommet i, og alt for stram. Så af sted til bryllup i det flotteste skrud af en kjole, jeg næste ikke kunne bevæge mig i. Af sted kom jeg da.

Da vi ankom til kirken skulle vi line op skiftevis sort og hvid, og så dansede vi ellers ind i kirken efterfulgt af bruden i en fantastisk hvid brudekjole (kjolen syntes bare dobbelt så hvidere på en sort). Udover Safratu og hendes kommende mand var der også to andre brudepar, der skulle vies den dag. Og aldrig har jeg da været med til en så upersonlig vielse. Under velsignelsen velsignede præsten hele rækken hen, og på den måde kom han til at velsigne Safratu med en af de andre brudgomme. Mest af alt syntes det som en vielse, der bare skulle overstås hurtigst muligt. Men viet blev alle tre par da.

I kirke fik vi udleveret et lommetørklæde. Lommetørklædet var ikke beregnet til at tørre tåre væk, hvis man nu skulle fælde sådan en, nej det var til at tørre sved væk. Det synes jeg var meget sjovt.

Efter vielsen skulle brudeparret fotograferes med gud og hver mand, og jeg ved ikke hvor mange af de flere tusinde billeder, der blev taget vi skulle være med på. I Nigeria er det meget prestigefyldt at have hvide mennesker med til sit bryllup. Så at vi var med til deres bryllup var noget, som skulle foreviges, og helst mange gange. Folk skulle jo nødigt glemme, at de havde haft hvid med til deres bryllup.

Efter den lange fotosession kunne festivitassen fortsætte i et lokale, som var perfekt til bryllup – et stort lokale med en scene og tribuner.  Efter endnu en fotosession dansede vi ind i procession og blev placeret til højbords. Efter alle gæsterne havde fået placeret sig ved de få border der var og ellers fået sat sig godt til rette på tribunerne, skulle ALLE gæsterne præsenteres. Der var heldigvis ikke de 800 gæster hun havde snakket om, men der var alligevel omkring 300 gæster. Så I kan nok forstille jer at dette tog et stykke tid.

 Så var tiden kommet hvor bryllupskagen skulle skæres. Vældig flot så kagen ud, og selvfølgelig i ”Colour of the day” armygrøn og guld. Flot så den ud, men smagen ja – en meget tør og fed kage, og langt fra som vor mor laver den.

Nu kunne dansen så begynde, og jeg fristes næsten til at sig ”og de dansede til den lyse morgen”. Så galt var det dog ikke, men de dansede i flere timer. Mens brudeparret dansede oppe på scenen kom gæsterne op på skift for at danse med dem, imens alle gæsterne dansede rundt om brudeparret smed de penge efter brudeparret – en form for lykønskning og ønsket om, at de måtte få et rigt liv. Det skal lige siges, at der i Nigeria ingen mønter er, så ingen kom til skade under dansen. Under dansene fik alle gæster serveret ris med kylling, hvilket lyder lækkert. Jeg ved ikke hvad det er nigerianerne gør, men de formår at lave deres mad uspiselig stærk. Så det blev ikke til meget ris og kylling til mig.

Efter alle gæsterne havde fået kastet alle deres penge efter brudeparret skulle gaverne så  gives til brudeparret. Efter man havde givet dem sine gave fik man som tak en lille plakat af brudeparret, som nu smukt pryder vores væg i vort lille hjem. Og dette var enden på vores deltagelse i dette bryllup.

Det var rigtig sjovt at være med til nigeriansk bryllup og jeg er rigtig glad for at jeg fik den oplevelse med. Men når det er sagt skal man lede længe efter noget, der er så kedeligt og upersonligt som et nigeriansk bryllup – i hvert fald efter min mening J